AC Horsens U19 talenter genoptager i denne weekend turneringen med udekampen mod divisionens øjeblikkelige andenplads SønderjyskE. En svær kamp hvor AC spillerne skal nå op på sit bedste niveau for at hive 3 point med hjem til Langmarksvej.
- Vi har ligesom alle andre hold været igennem en lang opstart med masser af træning og testkampe, men tiden har trods den lange opstart føltes kort. Vi har oplevet en sammenhængende opstart hvor de målsætninger som blev stillet spillerne i udsigt inden opstarten for alvor gik i gang er blevet opfyldt til fulde. Spillerne er sultne og ærgerrige for at vise at vores nuværende placering som nummer otte i divisionen ikke er vores niveau. Vi vil højere op i rækken og gerne helt op i top tre inden sæsonen slutter den 17. juni.
- For at det skal kunne ske skal vi tage hver eneste kamp som en nøglekamp, hvilket spillerne er helt med på. Vi skal spille 13 ”pokalkampe” og lykkedes missionen så er vi at finde i rækkens top til sommer. Jeg er som træner for de her drenge meget stolt over deres udvikling individuelt i sæsonen, men vi vil også gerne kunne fremvise et fælles resultat til sommer som understøtter den personlige udvikling og derfor er vi som hold klar til at give den en over nakken i de 13 tilbageværende kampe i U19 divisionen.
- SønderjyskE´s evne til at forme og udvikle talenter er inspirerende og det produkt som de har udviklet gennem de seneste år er rigtig godt og solidt. Det er på samme måde der bliver arbejdet i AC Horsens, hvor struktur, kontinuitet og progression er nøgleordene i det daglige. Derfor vil det være to hold som ved hvad de vil, der står overfor hinanden lørdag i Haderslev. Der er lagt i ovnen til en rigtig spændende kamp mellem to meget stærke U19 mandskaber.
Cheftræner Claus Troelsen har følgende kommentarer til lørdagens modstander.
- SønderjyskE er et omstillingshold, som rigtig gerne vil lukrere på modstandernes fejl. Det er de til gengæld også skræmmende dygtige til. Det betyder at man som modstander i store perioder kan føle sig ovenpå i kampene mod SønderjyskE men alligevel gå fra banen som klare tabere. Det må ikke ske i morgen for os og vi skal være meget koncentrerede hele kampen igennem. Vi skal stræbe efter at score først og derigennem tvinge SønderjyskE til at skulle tage styringen på kampen. Det er der jeg ser deres største svaghed. De har svært ved at kontrollerer en kamp og derfor bliver det vigtige for os at spille med den indvendige side af hovedet i 90 minutter + det løse.
Til at løse opgaven har Claus Troelsen udtaget de 14 spillere som er vurderet bedst på nuværende tidspunkt. Kampen spilles på Haderslev fodboldstadion kunstgræsbane og der er kamp start kl. 15.45.
1. Marc Ahrendsen
2. Hüseyin Sarigöz
3. Jakob Rasmussen
4. Mads Damgaard
5. Martin Thomsen
6. Kristoffer Gjettermann
7. Thomas Glud
9. Oguzhan Özcelik
10. Patrick Grønbech
11. Patrick Nielsen
12. Ergjan Zejnullahu
13. Shawn Memory
14. Jeppe Svenningsen
17. Vinojan Vethanayagam
